Få det billigste fibernet

Få et gratis og uforpligtende tilbud på fibernet. Indtast din adresse og kom igang med at få fibernet her.

Sådan kan du børnesikre din internetforbindelse

Internettet indeholder en uoverskuelig mængde information, billeder og videoer, og det er langtfra det hele, der er egnet for børn. Desværre er internettet ikke i sig selv i stand til at skelne mellem sine enkelte brugere, og derfor kan det være nødvendigt at forældresikre internetadgangen for sine børn.

Selvom det stort set er umuligt at beskytte sine børn fuldstændigt, når de bevæger sig rundt på nettet, kan du med nogle få simple tiltag alligevel mindske risikoen for, at de bliver udsat for diverse ubehageligheder.

Webfiltrering

Med webfiltrering kan du administrere, hvad de enkelte brugere på dit netværk kan foretage sig. De fleste enheder har en indbygget webfiltreringsfunktion, men du kan alternativt også vælge at benytte dig af en ekstern webfiltreringsservice, der filtrerer indhold på tværs af alle enheder, der er tilsluttet samme router. Det løser dog ikke problemet, når dine børn benytter sig af andre netværksforbindelser på deres mobile enheder.

Derfor kan det også være en fordel at aktivere den indbyggede webfiltreringsfunktion på dine børns enheder.

Forældrekontrol på iPad og iPhone

På iPad og iPhone kan du både blokere specifikke hjemmesider, men du kan også vælge indstillingen ’Begræns indhold for voksne’. Hvis du vælger Indstillinger > Generelt > Begrænsninger > og derefter Slå begrænsninger til, bliver du bedt om at vælge en fire cifret kode. Under punktet Websteder vælger du, hvilken form for indholdsfiltrering du vil implementere på dit barns enhed.

For en god ordens skyld kan du kontrollere, at begrænsningen virker som den skal, ved at indtaste adressen på nogle vilkårlige voksenhjemmesider, og så skulle browseren meget gerne melde, at der ikke er adgang til siden på grund af forældrebegrænsning. Derudover er det selvfølgelig også en god ide at vælge en kode, som dine børn ikke kan gætte, så de ikke har mulighed for at ophæve eller ændre filtreringen.

Det er også muligt at give adgang til nogle bestemte hjemmesider, der ellers ville blive filtreret fra. Det gøres under Websteder > Tillad altid, hvor du kan indtaste de specifikke adresser, som du vil undtage fra filtreringen under funktionen Tilføj websted.

Derudover giver iPad og iPhone også mulighed for at blokere for funktioner såsom FaceTime, kamera og installering af apps.

Forældrekontrol på Android

På Android-enheder er der ikke indbygget konkrete indstillinger til forældrekontrol, men du kan alligevel gøre noget for at sikre dit barns enhed. Udover at sikre, at Google Play kræver en kode, når der skal hentes indhold, kan du samtidig også lave begrænsninger på det indhold, der kan hentes. Det gør du ved at gå til Google Play > Indstillinger.

Derudover kan du også hente en Android forældrekontrol app, der fx giver dig mulighed for at blokere for bestemte apps. Nogle apps giver dig derudover også mulighed for at filtrere dine børns internetadgang.

Forældrekontrol i Windows og på Mac

Microsoft-familie er en forældrekontrol, der er inkluderet i Microsofts softwarepakke. Forældrekontrollen giver dig mulighed for at administrere, hvad de enkelte brugere kan foretage sig på den enkelte PC.

Hvis du bruger en Mac, skal du gå til Systemindstillinger > Børnesikring. Her har du ligeledes mulighed for at administrere, hvad de enkelte brugere kan foretage sig på computeren.